I hverdagen hører os alle ofte ord og udtryk, hvis anvendelse er fuldstændig uacceptabel set ud fra den offentlige moral og er beregnet til både at fornærme adressaten og til at udtrykke negative vurderinger af mennesker og fænomener. Dette er den såkaldte bandeord i russisk ordforråd, eller mere enkelt en makker, som er en af de grimme, men desværre næppe udryddede sider af vores "store og magtfulde" sprog.
En lang tradition for at forbyde dårligt sprog
Bekendt for os alle fra barndommen kaldes bandeord blandt sprogfolk obskønt. Dette udtryk kommer fra det engelske uanstændige, der betyder "skamløs", "uanstændig" eller "beskidt". Selve det engelske ord går tilbage til Latin obscenus, som har den samme betydning.
Som mange forskere vidner om, er tabuforbudet mod anvendelse i nærværelse af kvinder af forskellige udtryk relateret til den seksuelle sfære, udviklet i den hedenske æra blandt de gamle slaver - etniske forfædre til russere, hviderussere og ukrainere. Efterfølgende med fremkomsten af kristendommen blev forbuddet mod anvendelse af bandeord universelt understøttet af den ortodokse kirke, som giver os mulighed for at tale om den mangeårige historiske tradition for dette tabu.
Samfundets holdning til brugen af måtten
I denne henseende er resultaterne af en sociologisk undersøgelse, der blev foretaget i 2004, af interesse, hvis formål var at afsløre russernes holdning til showforretningsstjerneres brug af uanstændige udtryk. Det er meget karakteristisk, at langt de fleste af de adspurgte, næsten 80%, udtrykte deres negative holdning til et sådant fænomen og sagde, at bandeord i deres udsagn er en manifestation af mangel på kultur og lethed.
På trods af det faktum, at disse udtryk i mundtlig tale er udbredt blandt alle befolkningsgrupper, har der i Rusland altid været et tabu om deres anvendelse i pressen. Desværre blev den markant svækket i perioden efter perestroika på grund af svækkelsen af statens kontrol over trykkesektoren samt på grund af en række bivirkninger, der blev resultatet af demokratiseringen af samfundet. Derudover har ophævelsen af forbuddet mod dækning af mange emner, der ikke tidligere er dækket af pressen, ført til en udvidelse af ordforrådet. Som et resultat er mat og jargon ikke kun moderigtige, men også effektive PR-værktøjer.
Stødende og ydmygende overgreb
Vi må indrømme, at evnen til at sværge blandt unge betragtes som et tegn på at vokse op, og for dem er bandeord en slags demonstration af at tilhøre ”deres egne” og forsømmelse af almindeligt accepterede forbud. Selvom ungdommer genopfylder deres ordforråd med lignende udtryk, plejer de naturligvis at bruge dem, ofte ved hjælp af hegn, toiletvægge og skoleborde til dette formål og i de senere år Internettet.
I betragtning af problemet med at bruge bandeord i samfundet skal det bemærkes, at til trods for al ytringsfrihed, der er etableret i de senere år, fjernes ansvaret for brugen af uanstændige udtryk fra forfattere eller talere ikke.
Selvfølgelig er det næppe muligt at forbyde at banne en person, for hvem - i kraft af sin opdragelse og intellekt - dette er den eneste tilgængelige form for selvudtryk. Man skal dog huske på, at misbrug på et offentligt sted fornærmer dem, for hvilke tabuet på måtten - på grund af deres moralske eller religiøse grunde - ikke har mistet sin styrke.
De vigtigste motiver for brug af bande
I moderne sprog bruges makker ofte som et element af verbal aggression, der sigter mod at skælde og fornærme en bestemt modtager. Derudover bruger folk med lav kultur det i følgende tilfælde: at give deres udtryk større følelsesmæssighed, som en måde at lindre psykologisk stress, som interjektioner og udfylde talepauser.
Blødhedens historie
I modsætning til hvad der er almindelig tro på, at uanstændige udtryk kom ind i det russiske sprog fra Tatar under Tatar-Mongolsk åg, er seriøse forskere meget skeptiske over for denne hypotese. Ifølge de fleste af dem har ordene i denne kategori slaviske og indo-europæiske rødder.
I den hedenske periode i det gamle Ruslands historie blev de brugt som et af elementerne i hellige sammensværgelser. For vores forfædre er bandeord kun andet end en appel til magisk magt, der ifølge deres ideer var indeholdt i kønsorganerne. Dette bevises af nogle overlevende århundredes ekko af de mest gamle hedenske staver.
Men siden kristendommens oprettelse har kirkelige myndigheder konsekvent kæmpet med dette talefænomen. Indtil i dag har mange cirkulærer og dekret fra ortodokse hierarker med det formål at udrydde måtten overlevet. Når der i det XVII århundrede var en streng skelnen mellem det talte sprog og det litterære sprog, blev status for en samling af "obskøne udtryk" til sidst tildelt det obskøne sprog.
Uanstændige udtryk i historiske dokumenter
Om, hvor rig det russiske ordforråd om banning var ved begyndelsen af XV-XVI århundrede, vidner undersøgelserne af den berømte sprogforsker V.D. Nazarov. Ifølge hans beregninger er der, selv i en ufuldstændig samling af skriftlige monumenter fra den tid, syvogtres ord afledt fra de mest almindelige rødder i uanstændige ordforråd. Selv i mere gamle kilder - birkebarkbogstaver fra Novgorod og Staraya Russa - er der ofte udtryk af denne art i både ritual og humoristisk form.
Mat i opfattelsen af udlændinge
I øvrigt blev den første bandeord om bandeord udarbejdet i begyndelsen af det XVII århundrede af engelskmanden Richard James. I den forklarede denne nysgerrige udlænding til sine landsmænd den specifikke betydning af nogle ord og udtryk, der er vanskelige at oversætte til engelsk, som vi i dag kalder uanstændigt.
Deres udbredte anvendelse er også angivet i deres rejsebemærkninger af den tyske filosofimester ved Universitetet i Leipzig, Adam Olearii, der besøgte Rusland i slutningen af det samme århundrede. De tyske oversættere, der ledsagede ham, befandt sig ofte i en vanskelig situation og forsøgte at finde betydningen af at bruge kendte begreber i den mest usædvanlige kontekst for dem.
Formel forbud mod bandeord
Forbudet mod anvendelse af bandeord i Rusland syntes relativt sent. F.eks. Findes det ofte i dokumenter fra Petrine-æraen. Ved udgangen af det XVII århundrede tog dets tabu imidlertid form af lov. Det er karakteristisk, at digterne af den berømte digter Ivan Barkov i disse år, der udbredte brug af uanstændigt ordforråd, ikke blev offentliggjort, men distribueret udelukkende på lister. I det næste århundrede blev umådelig udtryk kun inkluderet i den uofficielle del af digteres og forfatteres arbejde, der inkluderede dem i deres epigrammer og tegneserier.
Forsøg på at fjerne fanen fra måtten
De første forsøg på at legalisere uanstændige udtryk blev observeret i tyverne af det forrige århundrede. De var ikke af masse karakter. Interessen for måtten var ikke selvforsynende, bare nogle forfattere mente, at bandeord var en måde at tale frit om seksuelle anliggender på. Hvad angår den sovjetiske periode, blev forbuddet mod sværring i hele dens varighed strengt overholdt, skønt det var vidt brugt i hverdagens tale.
I 1990'erne med fremkomsten af perestroika blev censurbegrænsningerne ophævet, hvilket gjorde det muligt for bandeord frit at trænge ind i litteraturen. Det bruges hovedsageligt til at formidle karakterernes levende talesprog. Mange forfattere mener, at hvis disse udtryk bruges i hverdagen, så er der ingen grund til at forsømme dem i dit arbejde.
