Norge er et af de mest udviklede europæiske lande. Det ligger på den Skandinaviske halvø og grænser til tre lande. Så dets naboer er Rusland og Finland. Det officielle navn er Kongeriget Norge.
Norges regeringsstruktur
Norge i sit statssystem er et konstitutionelt monarki, hvis hoved er kongen. Han udfører repræsentative funktioner. Officielt fører kongen af Norge den udøvende gren, men faktisk er mange af hans magter begrænset til landets lovgiver. Han har også nogle kompetencer i forhold til parlamentet: åbner sessioner, taler på møder osv. I øjeblikket er kongen af Norge Harald V.
Kongeriget Norge i sin territoriale struktur er en enhedsstat. Det består af 19 regioner eller den såkaldte fulke. Til gengæld er de opdelt i kommuner, hvis gennemsnitlige befolkning hovedsagelig er mindre end 5 tusinde mennesker.
Norges lovgivende myndighed
Lovgivningsmagten i Kongeriget Norge udøves af folket gennem det norske parlament, der kaldes Stortinget. Det er enkameratisk, men for vedtagelsen af love er dens deltagere opdelt i Lagting (øvre hus) og Odelsting (nederste).
I sin nuværende form har landets lovgivende organ eksisteret siden begyndelsen af det 19. århundrede, men dets rødder går langt ind i historien - tilbage til det niende århundrede. Allerede da var der på det moderne Norges territorium lokale institutioner, der forenede sig i en enkelt interregional forsamling. Dette organ havde samme navn som det moderne overhus i det norske parlament.
Parlamentsvalg
Landets lovgivende institution består af 169 medlemmer (indtil 2005 bestod det af 165). For at kvalificere sig til et sted i det, skal kandidaten have stemmeret og have boet mindst ti år i Norge. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år. Deres slut skulle dog falde i september.
Parlamentets sammensætning bestemmes af det forholdsmæssige valgsystem, hvor næstformændene fordeles efter de modtagne stemmer. Et sådant system har fungeret i Norge siden 1. verdenskrig. Hundrede og halvtreds deputerede udnævnes på grundlag af valglister, og de resterende nitten får udligningsmandater. Disse pladser leveres til partier, der fik færre mandater end den, der svarer til procentdelen af de modtagne stemmer.
Alle borgere i landet, der er over 18 år, har stemmeret. Til afstemning er Norge opdelt i 19 distrikter (falder sammen med regionernes grænser). Hver af dem på sin side er opdelt i valglokaler (det er kommuner). Afhængig af befolkningens størrelse og territoriets størrelse får distriktene forskellige antal pladser i Stortinget.
Stortingsfunktioner
Det norske parlaments vigtigste funktion er vedtagelse og ophævelse af landets love samt oprettelsen af statsbudgettet. Derudover har han også ret til at oprette skatter, told, osv. Han kan yde statslån, allokere midler til at eliminere landets gæld og fastlægger også udgifterne til vedligeholdelse af kongen og hans familie.
Det norske parlament har også ret til at kræve information om alliancer og aftaler indgået af statsoverhovedet med fremmede stater, fremlæggelse af alle officielle dokumenter fra statsrådet (landets højeste udøvende organ) samt udnævnelse af et antal embedsmænd (revisor til at gennemgå regeringsrapporten og en særlig person til at føre tilsyn hele apparatets embedsmænd). En anden vigtig funktion af Stortinget er at give statsborgerskab.
Procedure for lovfremstilling
På den første ordinære samling efter parlamentsvalget vælger Stortinget blandt sine medlemmer dem, der vil være en del af Lagting. Det øverste hus er en fjerdedel af alle stedfortrædere, og Odelsting består af de resterende tre kvarterer.
Det første skridt i vedtagelsen af love er at indføre lovforslaget i parlamentets underhus, som både kan være forpligtet af dets medlemmer og embedsmænd i den norske regering. Efter vedtagelsen af lovforslaget fra Odelsting forelægges det til Lagting, der enten kan godkende det indsendte dokument eller vedhæfte kommentarer til det og returnere det. I dette tilfælde behandler stedfortræderne i underhuset igen regningen, og efter dette kan der enten være et afslag på at arbejde videre med dets vedtagelse, eller det vil blive sendt til genovervejelse til Lagting. Samtidig kan Odelsting foretage ændringer i dokumentet og kan lade det være uændret.
Efter at lovforslaget er godkendt af hele Stortinget (parlamentet), sendes det til underskrift til kongen. Sidstnævnte har ret til enten at godkende det foreslåede dokument eller returnere det tilbage til underhuset. I dette tilfælde kan regningen ikke sendes til statsoverhovedet til underskrift under arbejdet med den samme parlamentariske session.
