Den arabisk-israelske konfrontation er en af de største væbnede og politiske konflikter, i mere end et halvt århundrede, der destabiliserer situationen i Mellemøsten. Intifada er en af de mest slående episoder af denne kamp. Det manifesterede sig både i civilt ulydighedshandlinger og i direkte væbnede handlinger fra de modstående parter. Lad os finde ud af mere detaljeret, hvad intifada er, og følg dens kronologi.
Historie om den arabisk-israelske konfrontation
Men først for at få en mere nøjagtig idé om den situation, der førte til fremkomsten af denne bevægelse, bliver vi nødt til at dykke ned i historien om den arabisk-israelske konfrontation.
Selvom der er opstået konflikter mellem jøder og araber i Palæstina siden slutningen af første verdenskrig, fik de reelle omfang først efter dannelsen af staten Israel i 1948. Ifølge en FN-beslutning skulle oprettelsen af en arabisk stat også på palæstinensiske lande, men af en række grunde blev denne idé aldrig realiseret.
Allerede i den indledende fase af Israels eksistens nægtede næsten alle arabiske lande at anerkende det som en legitim enhed. I 1947-1949 skulle israelerne ind i krigen for uafhængighed med en koalition af arabiske stater. Resultatet var en jordskredssejr for Israel. Ud over at få uafhængighed var det nye land i stand til at beslaglægge en række territorier, der var beregnet til den aldrig oprettede arabiske stat i Palæstina.
Men det var kun begyndelsen. En hel række nye konflikter fulgte. Og i næsten alle sejrede og annekterede Israel nye lande beboet af arabere.
I midten af 80'erne var således næsten hele det territorium, der var beregnet til at oprette en arabisk stat på palæstinensiske lande, under israelsk besættelse. Forholdet mellem israelerne og indbyggerne i de besatte territorier var ekstremt anspændt, hvilket skabte forudsætningerne for en bølge af ulydighed og nye væbnede konflikter. Tilbage i 1967 blev PLO-organisationen oprettet, hvis formål var afskaffelsen af besættelsesregimet (gennem væbnede og politiske kamp) og oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat.
Essensen af udtrykket "intifada"
Lad os nu finde ud af, hvad udtrykket intifada specifikt betyder. Dette koncept er bogstaveligt talt oversat fra arabisk som "oprør". Det kom i udbredt brug i slutningen af 80'erne i det 20. århundrede, da en ulydighedsbevægelse begyndte i de besatte territorier i Palæstina, som blev til en åben bevæbnet og endda terroristisk form for kamp.
Den arabiske intifada er således et palæstinensisk oprør mod besættelsesmyndighederne.
Opstandens baggrund
Som nævnt ovenfor var den palæstinensiske arabiske befolkning ekstremt negativ over for besættelsesmyndighederne i Israel, og de på sin side undertrykte på alle måder den lokale befolkning og så dem som fjender. Ifølge palæstinenserne selv var denne chikane mod den israelske administration undertrykkende.
Lige inden den første intifada begyndte, nemlig i midten af 1987, blev flere israelere dræbt, hvoraf kun en var soldat. Denne kendsgerning har yderligere opvarmet den allerede turbulente situation. Uroen blev i massiv skala med grusomhed fra begge sider. Situationen eskalerede især i Gazastriben, det israelsk besatte palæstinensiske område, der grænser op til Egypten.
Brændstof blev tilføjet ved afvisning af Egypten og Jordan fra de palæstinensiske lande. Det vil sige, at en situation, hvor lokale arabere faktisk ikke havde nogen politiske rettigheder, blev malet.
De radikale organisationer palæstinensisk islamisk jihad og Hamas begyndte at vinde stigende popularitet blandt indbyggerne i de besatte territorier. På samme tid blev aktiviteterne i PLO mere aktive.
Begyndelsen på den første intifada
Den palæstinensiske intifada begyndte i december 1987. Arabernes katastrofe var en bilulykke, der opstod som et resultat af kollisionen med en israelsk militær lastbil og en lastbil, der transporterede et stort antal palæstinensere. I denne ulykke døde mange lokale beboere. Palæstinenserne tog den tragiske begivenhed som en bevidst hævn af israelerne.
Masseopstand begyndte. Oprindeligt brugte palæstinenserne sten og andre improviserede midler som værktøjer mod israelerne, så det andet navn på denne intifada er ”krigen om sten”.
Yderligere udvikling af den første intifada
Det israelske militær som svar på sten, der flyver i dem, begyndte at åbne målrettet ild, hvilket yderligere forværrede situationen. Opstanden spredte sig til den vestlige bred af Jordanfloden, og i anden halvdel af december nåede Jerusalem, som Israel betragtede som hovedstad.
Den første palæstinensiske intifada blev præget af et stort antal unge, der deltog i den. Over tid begyndte oprørerne foruden sten også at bruge ”Molotov-cocktails” og skydevåben. Ikke desto mindre havde den israelske hær en overvældende materiel fordel i forhold til oprørerne, som til sidst gav den mulighed for at klare dem.
Under opstanden døde omkring to tusinde lokale arabere og 111 israelere.
Fredsaftaler
Det er vigtigt, at begivenhederne i intifadaen bidrog til en splittelse i det israelske samfund. Mange israelere var parate til at indrømme palæstinenserne for at opretholde fred og forhindre lignende konflikter i fremtiden. Denne situation førte til, at i Israel vandt ”fredspartiet”, ledet af Yitzhak Rabin, valget.
Den israelske regering har indledt forhandlinger med palæstinensiske ledere repræsenteret af PLO-repræsentanter. I 1993 underskrev Oslo fredsaftaler mellem Yitzhak Rabin og PLO-leder Yasser Arafat, der forestillede oprettelsen af den palæstinensiske myndighed. Denne begivenhed kan betragtes som afslutningen af den første intifada.
Baggrund for den anden intifada
De vigtigste modsigelser mellem israelerne og indbyggerne i Palæstina - selv efter underskrivelsen af traktaten i Oslo - blev imidlertid ikke fjernet, og de tjente senere som forudsætninger for konflikten, kendt som den anden intifada.
Den formelle årsag til den nye opstand var Ariel Sharons besøg i 2000 på Tempelbjerget i Jerusalem. Palæstinenserne så en overtrædelse af aftalerne i denne hændelse, skønt den israelske side insisterede på, at adgangen til denne helligdom ifølge aftalerne var åben for folk, der beviser enhver religion.
Under alle omstændigheder var den nævnte begivenhed kun en katalysator og ikke grundårsagen til en ny opstand, kendt som Al-Aqsa Intifada. Det var navnet på en af moskeerne på Tempelbjerget.
Begyndelsen af den anden intifada
Den anden intifada (Al-Aqsa intifada) begyndte med oprørene i september 2000 samme dag, da et betydeligt besøg på Tempelbjerget fandt sted. Lige næste dag deltog titusinder af mennesker i uroen.
Regeringsstyrker brugte skydevåben mod dem, hvilket resulterede i adskillige skader på begge sider. Israelske myndigheder brugte også fly, der angreb en række palæstinensiske bosættelser.
Det er også værd at bemærke, at den anden intifada i Israel, i modsætning til den første, blev ledsaget af masseindignation blandt arabere, der har israelsk statsborgerskab.
Yderligere Al-Aqsa Intifada-begivenheder
I mellemtiden er intifadaen i Israel blevet mere udbredt. Palæstinensiske radikale organisationer gennemførte en række terrorangreb mod israelerne.
Oprørernes mest aktive handlinger går tilbage til 2002. Som svar gennemførte den israelske hær Operation Defensive Wall, der var i stand til næsten fuldstændigt at stoppe intifadaen på selve Israels territorium, men alligevel fortsatte urolighederne i den palæstinensiske myndigheds lande. I fremtiden begyndte opstanden imidlertid at falde, og i 2005 var den næsten fuldstændigt stoppet, selvom nogle kilder kun betragter året 2008 som den endelige færdiggørelse af den anden intifada.
Under sammenstødene i hele perioden 2000 til 2005 blev mere end 3.100 palæstinensere og omkring tusinde israelere dræbt. Hvis vi overvejer afslutningen af intifadaen 2008, vil antallet af ofre stige markant. Blandt palæstinensere vil det beløbe sig til næsten fem tusind og blandt israelere 1.200.
Konsekvenserne af intifadaen
Begge sider af konflikten indså, at intifadaen er vejen til ødelæggelse, fordi der i de økonomiske indikatorer for både Israel og den palæstinensiske myndighed er sket et markant tilbagegang, for ikke at nævne tabet af liv. Turismeindustrien var især berørt, fordi få feriegæster ønsker at rejse til et land, hvor der er aktive fjendtligheder.
Selvom der ikke blev undertegnet nogen formel aftale mellem palæstinenserne og den israelske ledelse, indgav de begge nogle indrømmelser. Så i 2005 besluttede regeringen for staten Israel endelig at trække sig tilbage fra Gazastriben israelske tropper, administration og bosættere. Til gengæld bidrog lederne af den palæstinensiske modstand til at reducere intensiteten af konfrontationen.
Disse trin, ligesom aftalerne efter den første intifada, løste imidlertid ikke problemerne i forbindelserne mellem arabere og israelere, men frøs kun den aktuelle situation. De mest ekstremistiske palæstinensiske organisationer har besluttet at fortsætte kampen, som Israel i 2008 gennemførte en særlig operation på Gazastriben.
